Noget af det jeg aldrig fik at vide om spædbørn og amning.

Noget af det jeg aldrig fik at vide om spædbørn og amning.

Da jeg fik min første, kom det lidt bag på mig at alt ikke bare fungerede. Dengang (i middelalderen 😉 )var der ikke rigtigt nogen der fortalte om de knapt så romantiske ting ved at have et spædbarn.

Jeg har jo allerede skrevet lidt om alt det jeg ikke vidste om graviditet og fødsel, så hermed noget om det jeg ikke vidste om spædbørn og amning.

Det kan være pissesvært at få amningen i gang & sundhedsplejersken ved ikke altid bedst

Jeg havde indtrykket af at man lige tog den der baby og hæftede på babsen, og så BUM, så kørte det da bare. Jeg havde godt hørt noget om at mælken skulle løbe til, og så blev dutterne lidt ømme. Christ.

Min førstefødte ville ikke, gentager IKKE tage sut. Ikke tale om! Det blev spyttet ud lige så hurtigt den kom ind. Der var bare et stort hul midt i hovedet, hvor der kom en masse lyd ud af, og som man ikke rigtigt kunne stoppe. For han ville heller ikke tage brystet. Da jeg fødte var det FY hvis man ikke ammede. Anbefalingen var at man i hvert fald ammede til barnet var 6 måneder, ellers faldt alskens dårligdomme nedover det stakkels barn (og forældrene, der underforstået var lidt ringe til den rolle de havde valgt), SÅ der var et vist pres på. Ydermere er jeg alt for doven til at gide at skulle stå og varme flasker, det er jo anderledes nemmere bare at hive madpakken frem, og så er dén ged barberet. Men altså, barn var sulten, men barn ville ikke tage brystet. Heldigvis var vi på hospitalet i 4 dage efter fødsel, så jeg fik hjælp fra de søde sygeplejersker, som med møje og besvær fik hægtet ham på. Og han suttede og suttede. Et par dage efter løb mælken til OG JA DET GØR ONDT! Altså Linse, go home. Pattetøjet stod lige ud i en tut (det mange betaler en formue for nu 😉 – men måske en dårlig løsning at gå efter graviditet og amning, for at få større bryster, al den stund at de hænger endnu mere efter sådan en tur).

Dagen efter fødsel fik jeg sår på brystvorterne og så fik C (barnet) svamp i munden, og dermed fik jeg svamp på dutterne. Og jeg kan fortælle at så kommer der endnu mere sår på og det gør MEGAnas. Gudskelov for bretansalve (tror jeg den hed). Nå men hjem kom vi med kæmpebaby 4 dage efter fødsel. Stadig med 30 graders varme udenfor (damn varmt den sommer), så det eneste C var klædt i den første måned han levede, var undertøj. Han sov i sin lift ved siden af mig. Han ville kun falde i søvn hvis man lå med sin hånd på hovedet af ham … Problemet var at han vågnede når/hvis man flyttede hånden, så jeg måtte lave Indiana Jones tricket, og snige en lille tøjløve til at lægge på toppen af hans hoved, så han sov videre. Hvad man ikke gør 😉

2-3 dage efter vi kom hjem, gik amning og babser helt galt. De foregående dage havde jeg ammet med meget møje, besvær og smerte, og med hjælp fra eks til at få barn hægtet på, og nu hang dutter i laser fordi der IGEN var svamp allevegne, og ungen skreg. Jeg husker jeg sad i sofa og tudede hysterisk, og (eks)mand gik rundt i stue med skrigende baby. Dagen forinden var han blevet sendt i byen (af ligeså hysterisk mig) efter muslingeskaller på apoteket – de skulle efter sigende have en helende effekt på brystvorterne (igen: hvad man ikke gør …), og kom hjem med nogle siliconedutter til vorterne i stedet. Han kom hjem med det forkerte, så jeg har helt sikkert råbt af ham (UNDSKYLD! 😉 ), men den nat var jeg så desperat, sagde til eks, at vi måtte købe modermælkserstatning dagen efter, for jeg orkede simpelthen ikke mere. Jeg tror han foreslog siliconedutten, eller også huskede jeg den selv, i hvert fald kom jeg den på mit bryst og lagde C til, og Lord behold! Barnet suttede og suttede og jeg tudede fordi han endelig fik mad og var stille, og det ikke gjorde ondt mere. Et par dage senere var svamp også væk og ungen suttede stadig. Jeg fortsatte med dutterne, købte en stak af dem, og kogte når de var brugt. Det var lidt besværligt at amme random steder, når man først skulle iføre vorten påklædning, men hey, alt var godt, bare det fungerede.

silicone-dutter, også kaldet brystbrikker

Da C var 5 uger var jeg til mødregruppe hvor sundhedsplejersken var med. Hun kiggede og sagde: “Du skal vænne dig af med de brikker, din mælkeprodution går i stå, og din dreng kommer ikke til at få nok næring!”.

Det kom så ikke heeelt til at passe, for jeg kan fortælle at jeg fuld-ammede ham til han var 6 måneder, og del-ammede til han var 10, MED siliconedutter, vel at mærke. Jeg havde besøg af sundhedsplejersken igen da C blev 3 måneder, og da havde han fordoblet sin fødselsvægt til trods for at udgangspunktet for vægten var så højt.

Man er træt! HELE TIDEN!

Træt træt træt, så man har frikkin blodsmag i munden. Jeg har præsteret at sidde i sofaen om eftermiddagen med ammepuden rundt om mig, ungen “in position” og hooket på, lægge hovedet tilbage, og gå ud som et lys. Man producerer et eller andet hormon (jeg ikke kan huske hvad hedder) når man ammer, som får en til at slappe af. Ja, deeet … Jeg er efterfølgende vågnet med t-shirt oppe over madpakkerne så de var helt forfrosne, mælk der er løbet ud på ammepude og tøj (ja, det var skidecharmerende), og med hold i nakken på grund af den stilling jeg lå i. Og så kigger man ned på det lille myr der ligger og ser nuttet ud, og laver øffelyde, og glemmer alt om ondt i nakken, kolde babser og lugten af babygylp, der bare også er en del af ens hverdag. <3

Man skal altid have en stofble ved hånden!

Stofbleer er GUD! De kan bruges til at tørre bebs om munden, sig selv på kinden (når man savler fordi man er faldet i søvn under amning – se også herover), tørre gylp op, og så er de intet mindre end ge-ni-ale hvis baby har rød røv!

Se her: (Og jeg troede min søster tog pis på mig da hun gav mig dette råd). Hvis det der barn har rød mås, så tager du og river en stofble i små stykker (str. afhængigt af området der skal klude på), koger dem, hælder vandet fra, og lægger kludene i en pose i køleskabet. Når du skifter baby og har gjort området rent, lægger du en kold opvredet klud helt op mod huden, hvor den er rød. Hvis du gør det om aftenen vil det røde være væk 9 ud af 10 gange næste morgen. Jeg synes stadig det er for underligt, men det virker. Selv tak!

hvad man også kan bruge en stofble til

Det er en fase. HUSK det: En fase.

Husk overstående, når du er ved at gå ud af dit gode skind fordi ungen ikke vil dit eller dat, eller hyler fordi der er tænder på vej, ikke vil sove, kun vil skide i bleen (når de bliver ældre). Det er en fase. Jeg har aldrig set en 15 årig der sov inde hos mor og far hver nat, ej heller en 10 årig med ble når nummer 2 skal afleveres. Det går over igen. Du er ikke kronisk træt resten af dit liv, og JA! Du kommer til at få tid til at læse en bog og måske endda gå på toilettet i ro og mag en gang ude i fremtiden 😉

Det er det hele værd!

Med fare for at lyde rørstrømsk, så er det altså besværet(og jeg skal nok holde min kæft for nu) værd! De er sgu for skønne de unger <3

 

næste
tidligere

One response to “Noget af det jeg aldrig fik at vide om spædbørn og amning.”

  1. Charlotte siger:

    Amen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *